Fra og med 14 dage før operationen må du ikke tage smertestillende eller febernedsættende medicin, som indeholder acetylsalicylsyre (f.eks. Magnecyl, Bamyl, Treo) eller Ibuprofen (f.eks. Ipren) og Trombyl. Disse lægemidler kan give en øget risiko for blødning under operationen. Hvis der er noget, der er uklart vedrørende din medicin, skal du spørge din læge. Hvis der er behov for smertestillende medicin, kan du i stedet anvende paracetamolpræparater (f.eks. Alvedon, Panodil, Curadon) i denne periode.
Du må gerne spise indtil 6 timer før operationen. Derefter må du drikke klare drikke indtil 2 timer før operationen og derefter ikke mere. Klare drikke defineres som vand, te, kaffe, klar saft/frugtjuice uden frugtkød. Væsken må ikke indeholde fedt og ikke almindelig mælk, pulvermælk eller vælling. Du må ikke tygge tyggegummi eller bruge nogen form for tobak i de 2 sidste timer inden narkosen.
Tag bad og vask håret aftenen inden eller om morgenen på operationsdagen. Brug ikke sminke, parfume eller neglelak på operationsdagen. Tag alle smykker af og fjern alle ting fra munden på operationsdagen, f.eks. aftagelige tandbøjler, piercinger, øreringe, ringe, armbånd, halskæder og armbåndsure.
Hvad skal du gøre, hvis du bliver syg i dagene inden operationen?
Hvis du bliver syg, f.eks. ondt i halsen eller forkølelse, beder vi digom at ringe til det nummer, som står i indkaldelsen til operationen. Det vil muligvis være nødvendigt at udskyde operationen.